Naturen på Skagen Odde

 skagen_odde_1

Geologi og Landskab

Af Pierre Evald

Isen

Det begyndte med isen. Da den omsider trak sig tilbage fra det nuværende Vendsyssel for godt 15.000 år siden efterlod den sig i ishavet en række randmoræner og bakkeøer på en linje fra Hirtshals over Mosbjerg og Tolne til Frederikshavn. Disse øer skulle over tid formes videre af naturens kræfter og indgå i en kystlinje som fundament for dannelsen af Skagens Odde, en af verdens længste oddedannelser og et landskabselement af international værdi.

Det er et ungt havskabt land mod nord, i dag med heder og moser der veksler med sandede klitområder og grønne plantager. Medens Vendsyssel selv er formet af morænedannelserne under den sidste istid, så er hele det marine forland mod nord uden synlige spor fra isens tilbagetrækning. For alt dette land er nyere end isen, fladt som det er fra kyst til kyst, og kun brydes det flade terræn sine steder af høje, tilgroede klitter skabt af sandflugten.

Flere faser af isfremstød kan aflæses i Vendsyssels landskab. Et fremstød fra nord skabte det indre bakkeland, Tolne Bakker og den førnævnte nordlige kystskrænt bestående af flere morænebakkeøer. Denne kystskrænt fandt først sit endelige forløb i stenalderen.. Et senere isfremstød fra øst skabte de markante 80-90 m høje kystklinter ved Frederikshavn.

Isens udbredelse for ca. 17.000 år siden.

Vi ser en vekslende rytme hvor havstigning og landhævning på skift bytter roller, og sammen med andre stærke kræfter i årtusindernes løb former det yderste land mod nord. Havstigningen var en følge af de kolossale ismassers afsmeltning, landhævningen et resultat af at isens kilometertykke tryk på underlaget nu ophørte og afløstes af en hævning. Tidligere undersøiske arealer skød op og blev til fast land som hævet havbund, også langs den gamle 14-15 m høje kystklint mod nord til ishavet.

Der var efter isens tilbagetrækning brede aflejrede strandvolde og flade laguner nedenfor den nordlige kystskrænt, og endnu længere nordude i havet lå flere lavvandede grunde og banker skabt som smeltevandsaflejringer. Under de følgende landhævninger forbindes de gradvis indbyrdes og snart med selve kystskrænten.

Landet var begyndt at blotlægge sig efter isen.

Ishavet – Yoldiahavet – Det arktiske Hav

Havstigningen var omfattende med de nye smeltevandsmængder fra isen. Den oversteg i begyndelse landhævningen, og alle lavere liggende dele af Vendsyssel forblev oversvømmet af ishavet, eller Yoldiahavet som det kaldes efter fund af en musling med samme navn. Havniveauet i dette senglaciale hav var højt, meget højt. Ved Hjørring er målt ca. 50 m, og ved Frederikshavn er højden målt op til ca. 60 m., Det var kun de allerhøjeste randmoræner der ragede op som øer.

havstigningenFor mellem 17.000 og 14.000 år siden var det nordlige Jylland et omfattende ørige med randmoræner som den nordlige kystskrænt: Horne, Tolne Bakker og Flade Bakker. Aflejringerne nord for Uggerby området fra dette ishav skulle komme til at spille en markant rolle som basis for den senere oddedannelse.

Havstigningens overtag, med dannelsen af ishavet og øriget i nord, afløstes af en ny landhævning der skyldtes at isens tonstunge tryk på underlaget nu var ophørt. Landhævning overhalede igen havstigning, og dette medførte at dele af Yoldiahavets bund løftedes op og kom til syne i landskabet. I dag er fladerne efter ishavet o. 35 m over havet.

image003
Sådan kunne det arktiske ishav i Vendsyssel have set ud. Man ved at dyrearterne har været her pga. knoglefund fra ringsæl, grønlandshval og flere andre hvalarter samt isbjørn, sidstnævnte med en underkæbe fundet ved Kjul Å i 1911 (Søren Tim Nordbo)

Fastlandstiden – Kontinental perioden – Mammutsteppen

I Fastlandstiden var Nordjylland blevet både tørt og isfrit land for første gang og forbundet med det udstrakte kontinent med de indvandringsmuligheder dette gav for dyr og mennesker. Fastlandets afgrænsning mod nord har været umiddelbart nord for basislinien for oddedannelsen.

fastlandstidenVendsyssel i fastlandstiden for godt 10.000 år siden.

Det var et barskt og fastlandspræget klima med kolde østenvinde der vekslede med varmere fremstød, og snart indfinder de første dyre- og plantearter sig i det endnu ubeboede land. Som i det nutidige Sibirien var klimaet dengang præget af permafrost og med en åben tundra hvor flokke af mammutter strejfede om.

image004
Rensdyr kunne i flokke vandre op sydfra til det nu faste og isfrie land i nord. Dermed var der skabt betingelser for at også de første jægere kunne prøve lykken i Vendsyssel. På billedet ses også karakterplanten Havtorn, Rypelyng (Dryas), Dalrype og Sidsel (Carl Christian Tofte)

Jægerne kan også have været opmærksomme på andre planter: Havtornen med dens orangerøde bær med et godt indhold af C-vitamin. Og både dyr og mennesker har nydt godt af mosebølle og revling, ligesom snart småtræer som dværgpil, dværgbirk, røn og ene har kunnet give lidt læ for jægernes ophold i det yderste nord, men over tid bliver landskabet domineret af skovvækst bestående af fyr og birk.

Stenalderhavet – Litorinahavet – Atlantisk tid

Et mildere klima og de frigjorte vandmasser fra afsmeltningen af isen på det nordamerikanske kontinent gjorde igen at verdenshavene steg mere end landhævningen af den gamle ishavsbund. Så den begyndende oddedannelse og spæde plantevækst blev snart overskyllet af endnu en havstigning. Det var Litorinahavet eller Stenalderhavet, der nu satte ind, og det svækkede oddedannelsen i flere årtusinder hvor havstigningen igen havde overtaget. Vi taler her om en havstigning i Nordjylland i størrelsesordenen 25 m på kun 500 år og det er meget store områder der atter overskylles i Vendsyssel. Vi er i perioden med jægerstenalderen omkring 6.000 år før nu og frem i den tidlige bondestenalder.

stenalderhavetVendsyssel i Stenalderhavet for omkring 5000 år siden.

Sammen med istidens randmoræner forblev store dele af de dannede Yoldiaflader dog over det nye havniveau, og vi må forestille os Litorinahavets Vendsyssel som en stor ø med utallige vige og smalle fjorde.
Og det var fra støttepunkter på øens nordlige kyst at odden nu begyndte at skyde frem mod nord i de følgende årtusinder. Oddedannelsen blev godt hjulpet på vej af den fortsatte landhævning, som var størst i den nordlige del af landet, ved Frederikshavn ligger de gamle kystlinjer i dag i 13 m højde helt svarende til niveauet for lagene af martørv ved Skiveren på oddens vestside.

Litorinahavets aflejringer består af grus, ler og sand og i dag danner de store flader af senere hævet havbund i landskabet.

Litorinafladerne omgiver, sammen med Yoldiahavets aflejringer, de tidligere øer i havet, morænebakkerne skabt af isens fremstød som står med deres stejlere skrænter over de aflejrede flader. Yderst ved kysterne ses de nyere vindskabte klitter, der danner en næsten ubrudt bræmme langs Vestkysten. Og dermed har vi identificeret de tre vigtige landskabsdannende kræfter og deres respektive typiske landskabsformer.

Det rige fugle- og dyreliv på de lavtliggende grunde og øer i havet har været tillokkende for de første jægere fra deres bopladser ved kystskrænten.

Efter rensdyret fulgte først ulv og bjørn og senere los, vildsvin, bæver og kron- og dåvildt. Nu trænges både rypelyng og rensdyr tilbage, og det bliver skoven med dens mere varierede fauna der karakteriserer også de nordlige dele af Vendsyssel. Af den oprindelige skovbevoksning overlevede kun ganske få egekrat den senere sandflugtstids rovdrift på naturressourcerne, og de kan i dag ses som troldeagtige rester af den gamle urskov i egekrattene i Jennet, Gårdboe og Hulsig.

Oddedannelsen

En lav sandet lerbanke ved Skiveren/Råbjerg var dannet under havoverfladen allerede under isens afsmeltning, og i jægerstenalderen blev denne banke ved aflejringer og landhævning langsomt forbundet med det gamle land i Hirtshalsområdet. Dette landområde – fra pynten ved Hirtshals, over Uggerby og Tversted – er den ældste del af Skagens Odde og kan dateres til omkring 7.200 år før nu.

Revler og barrer mellem Hirtshals og Råbjergøen beskyttede den nordvestlige kyst mod havets erosion. De oprindelige kystskrænter fremstår ikke tydeligt i Hirtshals-Bindslev området, hvorimod de er langt mere markante i landskabet østpå ved Vogn og Eskær Skov, hvor de udsatte morænebakker når helt ud til oddens basislinie.

skagensoddedanelseSkagens Oddes dannelse.

Tillæggelsen af nye vest-øst gående strandvolde, der trak kystlinjen stadig længere mod nordvest, dannede for o. 5.000 år før nu en krumodde, der over tid lukkede sig om en lagune som til sidst blev helt afsnøret fra havet og dermed dannede Gårdbo Sø. Den var oddens største sø og blev fra 1800-tallets midte udtørret til landbrugsjord ved et omfattende dræningsarbejde. Troldsøen ved Råbjerg er også en afsnøret lagune, hvis tidligere vandvej til havet kan have bragt sten frem til bygningen af oddens ældste kirke: Råbjerg Kirke. I dag er kun Råbjerg Sø tilbage som rest af det tidligere omfattende lagune- og vådområde på oddens midte.

På dens østlige side gav Råbjergbanken læ for de strandvolde på forstranden der over tid skulle blive til det karakteristiske rimme-doppelandskab på odden. Dette nord-syd gående vifteformede system af strandvolde strakte sig helt ud mod Ålbæk Bugten, og voksede med dets laguner og strandsøer efterhånden sammen med morænelandskabet ved Frederikshavn og den hævede Litorinaflade mod øst, Stenalderhavets omdannede havbund.

Rimmer og dopper

Rimmerne er dannet på vestkysten af de store mængder sten og grus fra havets materialevandring, der ved kraftig vestenstorm kastes op på stranden som strandvolde parallelt med kystlinjen. De fyger så efterfølgende til med sand og danner et system der let kan aflæses i terrænet. Nogle rimmer var dannet som revler i Litorinahavet for så senere at blive landfaste.

Imellem rimmerne ligger de lavvandede dopper som render eller lavninger. Først var de fyldt med saltvand, men i tidens løb skulle de blive ferske og gradvis tørlægges som flade moser med tørvelag.

Flere steder er rimme-doppesystemet blevet overdækket af den senere sandflugt, hvor de fugtige dopper har virket som et sandfang for det fygende sand. Men der hvor rimmerne ikke er tilsandet er systemet som en slags årringe, der viser landets kontinuerlige tilvækst, tydeligt ved Grenen og i Råbjerg Mose.

På Måstrup-Jerup fladen med Råbjerg Mose er systemet meget velbevaret, og det ses tydeligt hvorledes markfelterne følger og afspejler terrænformerne. Her mod øst er systemerne i Litorinaperioden dannet som revler i det roligere og flade Kattegat – i modsætning til Vestkystens strandvolde – og de fremstår mere oprindelige, da de ikke i samme grad har været udsat for sandflugt sammenholdt med de mere udsatte rimme-doppesystemer mod vest.

På Grenen ses en stadig tillægning af nye rimmer og dopper med en øst-vest orientering, med spæde brune humuslag i dopperne som forudsætning for den senere plantevækst. Det øst-vest gående strandvoldsystem på den nordlige oddedannelse er for størstedelen overlejret af sandflugtens parabelklitter – som på Hulsig Hede – og kun arealer nyere end sandflugten fremviser i dag rimmer og dopper, eksempelvis på Skagen Nordstrand.

Også på kyststrækningen mellem Skiveren og Højen ses dopperne stadig tydeligt, men her som sorte horisontale lag af martørv (latin mare: hav) i den eroderende klitrække langs havet. Under de sorte martørv ligger vandrette lag af marint sand og småsten fra opskylszonen. Sandet overlejrer igen tidligere lag afsat på havbunden under havniveau fra tidlige revler og render, der har haft deres sydlige ende fasthæftet på oddekysten mod syd. Over martørven ligger det flyvesand der i nyere tid har presset doppernes plantemateriale sammen til den faste sorte tørv hvori der i dag kan findes rester af både planter og insekter.

Martørven giver et godt udgangspunkt for C-14 datering og dermed for hele kronologien bag dannelsen af Skagens Odde. Helt frem til midten af 1900-tallet er tørven blevet anvendt som brændsel af de lokale folk, og den er blevet hentet fra de store nedstyrtede sorte blokke, som stadig ses liggende ved klitfoden langs kysten, eller ved direkte tørvegravning i terrænet.

Martørvens højde over havet falder fra ca. 13-14 m over havet ved  Skiveren til ca. 2 m NØ for Højen over en strækning på 25 km. Dermed illustreres med al tydelighed hvorledes den ældste og sydlige del af odden har hævet sig langt mere end den unge og nordlige del. I regnestykket indgår dog også at den isostatiske hævning er aftaget over tid.

Lagene af sten under martørven er dannet på den gamle oddestrand og den efterfølgende bortfygning af sandet har nogle steder efterladt stenlagene som en slags tæt brolægning, der har skærmet af for yderligere erosion. Hvor stenbelægningen er afblæst for alt sand fremstår den som en stenslette med vindpolerede rullesten, som ikke kan flyttes af vinden, og med meget sparsom vegetation. Råbjerg Stene (dannet o. 5.400 år før nu), stensletterne i Ålbæk Klitplantage (dannet o. 2.500 år før nu) og aktuelt på Grenen er alle eksempler på dette fænomen. På Nordstrand afsættes stadig nye strandvolde som fremrykker kysten mod nordøst med 3-8 m årligt. Det er et fuldskala laboratorium der fortsat arbejder døgnet rundt, året rundt.

Efterhånden som oddedannelsen skred frem mod nord blev der mere læ på den rolige Kattegatkyst. Sandmateriale blev transporteret rundt om oddens spids for at aflejres her i en serie revler med strandsøer som efterhånden blev landfaste og alle ligger vest for hovedvejen mellem Elling og Ålbæk. Øst for vejen ses det unge og flade land ved Jerup, der er dannet uden rimmer og dopper indenfor de seneste 1000 år.

Men størst og mest betagende er dynamikken på selve spidsen af Skagens Odde. Det er store mængder der her aflejres: I dag over en million kubikmeter sand på årsbasis. Hvoraf en del aflejres på selve Grenen. Strøm og vind ændrer fra dag til dag både volumen og retning af selve spidsen, og under havets overflade sker der lige så store, men ikke synlige, ændringer af sandmasserne på Skagen Rev der strækker sig ca. 4 km i nordøstlig retning.

Sandflugten

Men endnu en faktor skulle over tid medvirke til at forme det landskab vi i dag kender på Skagens Odde: Mennesket. Med sit behov for brænde gjorde den lokale befolkning, sammen med de græssende kreaturer, så kraftigt et indhug i den sparsomme vegetation at det førte til en naturkatastrofe med den altødelæggende sandflugt. Det begynder i den lille istid i 1500-tallet, hvor landskabet gradvis forandres til en gold ørken af flyvesand og vandreklitter, og denne periode med sandflugt strækker sig langt op i 1800-tallet. Landevejen fra Ålbæk til Hirtshals markerer i dag grænsen mellem det tidligere sandflugtsområde nord for landevejen og de uberørte arealer mod syd omkring Gårdbo Sø og videre vestpå.

image006
Sandflugt i dag. Foto Jørgen Olesen.

Kulden forøgede selvsagt behovet for brænde, men der var dog også andre udløsende faktorer end menneskets rovdrift på naturressourcerne. Klimaforværringen medførte kraftige storme med en eroderende bølgeeffekt, et lavere havspejl grundet nyere isdannelser, hvilket igen blottede større sandmængder der lod sig bære østpå ind over land.

Karakteristisk er det, at det nye klitlandskab efter sandflugten ofte fremstår som et negativ med omvendt relief i forhold til det oprindelige system af strandvolde. Klitryggene er overvejende dannet hvor der tidligere var fugtige dopper med plantevækst der kunne fastholde det fygende sand, medens de gamle strandvolde lod sig blæse fri for sand og derfor fremstår som lavninger.

Udover de hvide klitter og grønne plantager er klithederne noget der betager de tilrejsende. At køre over Hulsig Hede er som at passere en overgangszone med høj, høj himmel. Der er fattigkær og parabelformede klitter med deres åbning mod vestenvinden og vegetationsløse afblæsningsflade med højtstående grundvand. Denne klittype ses også i Sandmilen og på Råbjerg Hede.

Råbjerg Mile er nærmere en kuppelformet, vegetationsløs mile med afrundede sider og enkelte stejle skråninger på læsiden. Men den har også sine parabelvinger, der omkranser afblæsningsfladen mod vest. Milen marcherer uforstyrret mod øst med en hastighed på 15-20 m/år. Mængden af sand, den rummer, er på 4 millioner kubikmeter og dermed fire gange den mængde der årligt aflejres ved Grenen. Om ca. 200 år vil milen nå frem og blokere vej og jernbane før den havner i Kattegat, ganske som Sandmilen, der nu har endt sin rejse til den anden kyst.

Oddens klitter langs kysterne udgør tilsammen en stor andel af ikke bare Danmarks, men af hele Europas klitarealer, og de må med deres dynamik og varierede vegetation betegnes som en både værdifuld, men også sårbar naturtype.

image007
Skagens tilsandede kirke måtte ophøre med alle kirkelige handlinger i 1795, da sandfygningen fra Kirkemilen havde gjort sit. Nær kirken sandede Hovsø ved Damstederne også til under sandflugten.

Det er sandflugten der med sin hærgen har præget såvel natur som levevilkår i dette yderste land. Sandflugtens omformning af landskabet sker dog langt oppe i historisk tid indtil den i løbet af 1800-tallet – efter Sandflugtsordningen af 1792 – bringes under kontrol ved tilplantning af de stabiliserende klitplantager langs kysterne, begyndende med Tversted Klitplantage i 1858. Som et grønt tæppe, der blev rullet ud over det skarphvide, sandede ørkenlandskab.

Skåret ind til benet er hele Skagens Odde blot et fortsat opskyl fra havet.

image008
Sanddæmpning ved plantning af Hjelme.

Litteraturliste

Bygd. Nr. 1, 1989. 32 sider. Temanummer: Landskaber omkring Tolne Bakker.
Danmarks forhistoriske dyreverden / Kim Aaris-Sørensen. Gyldendal, 1998. 232 sider.
Danmarks oldtid. Stenalder 13.000 – 2.000 f.Kr. / Jørgen Jensen. Gyldendal, 2001. 620 sider. Bind 1 af 4 bind.
Det nordlige Jylland. En beskrivelse af områder af national geologisk interesse / Redigeret af Steen Andersen & Steen Sjørring. Geografforlaget, 1997. 208 sider. (Geologisk set).
Geologi. Nyt fra GEUS. Nr. 1, September 2004. 12 sider. Temanummer: Skagens Odde.
Havet – Grenen – Skagen / Poul Hauerbach, Arne L. Hansen og Hans Nielsen. Skagen, 1983. 66 sider.
Natur og mennesker på Skagens Odde / Erling S. Christensen. Forlaget Bakkelund, Sindal, 1987. 123 sider.
Skagen Odde – Skaw Spit: An area of land created between two seas / Poul Hauerbach. I: Folia Geographica Danica, Tom XX. C.A. Reitzels Forlag, 1992. 119 sider.
Skagens Odde – en naturguide / Eigil Torp Olesen. Geografforlaget, 2005. 168 sider.
Danmark. Hjørring Amt / J.P. Trap. 5. udgave. Gad, 1960. 436 sider.